HORNY VACUUM – Bloom – festival om natur & videnskab

Søndermarken 25. - 26. maj 2019

HORNY VACUUM

Lea

Porsager

25. maj, 11.00-23.30

Out of Sight

Lea Porsagers værk ‘HORNY VACUUM’ består af en 3D-animation, tre teleskopiske stålhorn, to røde, oppustede ’öko-tech tube walls’, som bruges til at dæmme op for oversvømmelser, samt et Baculum, en penisknogle fra en hvalros, der er gennemboret og transformeret til et spirituelt horn (Kangling).

 

Med udspring i Porsagers ophold på CERN – Den Europæiske Organisation for Højenergifysik – knytter værket ’HORNY VACUUM’ an til neutrinoer og neutrinohorn. Neutrinoen er den mystiske elementarpartikel også kaldet ”The Ghost Particle”, som fysiker Wolfgang Pauli udtænkte eksistensen af tilbage i 1930. Neutrinoernes masse er 100.000 gange mindre end elektronernes, og kroppen penetreres konstant af disse små partikler, som kommer fra rummet. Neutrinohorn bliver brugt på CERN til at fokusere et neutrinoflow til en stråle. På den måde bliver det muligt at studere disse flygtige partikler.

 

Porsagers 3D-animation forestiller det indre af et såkaldt neutrinohorn – set fra neutrinoens synsvinkel – ledsaget af en pulserende lyd af gong. Filmen skal opleves med 3D-anaglyf-briller på. Det begrænsede menneskelige sanseapparat udvides yderligere af et ekstra glas på 3D-brillen – et tredje øje.

 

Porsager søger en promiskuøs leg mellem det spirituelle og kvantefysikken, og værket ’HORNY VACUUM’ er fyldt til randen med energier, intentioner, perversioner, mantraer og historier. Hun går til neutrinopartiklen gennem tantrisk praksis og Kundalini-teknologi – en meditativ og energiskabende form for yoga. Det esoteriske og det videnskabelige skaber her en diffraktion, og nye bølger skabes.

 

Værket kan opleves under hele Bloom og som 3D-animation lørdag aften kl. 22.40 på Summer. Støttet af Ny Carlsbergfondet og præsenteres i samarbejde med Museet for Samtidskunst.