Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

Tag din klasse med til Bloom School og bliv klogere på universet, på verden og på jer selv.

Bloom School

21. maj 2025

Tag din klasse med til Bloom School og bliv klogere på universet, på verden og på jer selv.

Bloom School 2025

Midt i det grønne Søndermarken på Frederiksberg kan eleverne møde nogle af landets dygtigste forskere og formidlere til naturvidenskabsfestivalen Bloom School.

På Bloom School kan I opleve talks, workshops, hands-on aktiviteter, eksperimenter, naturvandringer og kunst – alt sammen under de smukke, gamle egetræer.

Bloom School er målrettet elever i 7.-9. klasse.

Det er gratis at deltage, men kræver, at du tilmelder din klasse på forhånd.

Tema 2025: Ven eller fjende?

Er naturen en kampplads, hvor kun den stærkeste overlever? Eller er samarbejde vejen frem?

Nogle arter hjælper hinanden ved at bytte beskyttelse for et måltid mad eller en tiltrængt tandrensning, mens andre overlever ved at manipulere, myrde eller snylte på andre organismer.

På Bloom School sætter vi i år fokus på naturens venner og fjender. Dyr, planter, svampe, bakterier, mennesker og maskiner samarbejder og konkurrerer på kryds og tværs i en kamp om overlevelse.

Men hvem er ven, og hvem er fjende? Og er grænsen overhovedet så sort-hvid? Hvis vi breder blikket ud, er det et svært spørgsmål at svare på.

Skaber skovbrande og vulkanudbrud kun ødelæggelse, eller vokser nye muligheder frem fra asken? Løser opfindelsen af kunstig intelligens og robotter vores problemer, eller skaber det nye hovedpiner for menneskeheden?

Sammen med nogle af Danmarks dygtigste forskere stiller vi skarpt på det gode, det onde og alt midtimellem.

Æd eller bliv ædt!

Biolog Morten DD Hansen

Naturen er fuld af farer og fjender, og de fleste dyr er konstant på vagt eller på jagt. Faktisk er forholdet mellem rovdyr og byttedyr en af evolutionens vigtigste ingredienser, som har resulteret i alt fra skarpe tænder og dødelig gift til kamuflage og nattesyn. Biolog Morten DD åbner årets Bloom School med fortællingen om, hvordan naturens våbenkapløb har formet livet på Jorden – og spørger, om det altid en fordel at bekæmpe hinanden?

Sorte huller

Astrofysiker Tina Ibsen

I midten af Mælkevejen findes et sort hul. Alt hvad der kommer for tæt på, bliver suget ind i mørket, hvor tyngdekraften er så stor, at selv ikke lysets stråler kan slippe ud. Det er svært at forestille sig andre steder i universet, der er lige så fjendtlige. Men for astrofysiker Tina Ibsen er de sorte huller både smukke og dragende, og på Bloom School kaster hun lys over universets mørkeste sted.

Robotvenner

AI-forskerne Sine Nørholm Just & Anders Søgaard

Kan kunstig intelligens hjælpe med at løse klimakrisen eller finde kuren på kræft? Kan den blive en god ven, som altid er vågen, nysgerrig og aldrig glemmer din fødselsdag? Eller skaber den nye problemer med misinformation, deep fakes og høje CO2-udledninger? AI-forskerne Sine Nørholm Just og Anders Søgaard vil sammen med Bloom Schools vært Lasse Winther kigge ind i teknologiens sorte boks for at undersøge, om den nye teknologi er vores ven eller fjende.

Parasitterne kommer

Biolog Eline Palm Meldgaard

Måske du allerede har hørt ulækre historier om orme, der kan leve i tarmene eller fnatmider, der graver gange under huden. Mennesker og dyrs kroppe er nemlig perfekte boliger for parasitter, og de udspekulerede snyltere har stor betydning for, hvordan verden ser ud. Biolog Eline Palm Meldgaard har undersøgt kilometervis af grisetarme, og på Bloom School vil hun fortælle om, hvordan rundorme snyder vores immunsystem og vokser sig store i vores tarme.

Mikroorganismernes kamp

Mikrobiolog Patrick Munk

Antibiotika er et vidundermiddel, der bekæmper bakterier og kan redde mennesket fra at dø af simple infektioner som lungebetændelse. Men flere og flere bakterier er begyndt at blive modstandsdygtige, og mange frygter, at antibiotikaresistens bliver en alvorlig udfordring for vores samfund i fremtiden. For at undgå at det sker, studerer mikrobiolog Patrick Munk, hvordan de resistente bakterier spreder sig – blandet andet ved at holde skarpt øje med alle de bakterier, der bliver skyllet ud i toilettet.

Drøm eller mareridt?

Søvnforsker Birgitte Kornum

Det kan virke uskyldigt at se et afsnit mere af sin yndlingsserie på Netflix inden sengetid, men for lidt søvn kan få store konsekvenser for dit humør, helbred og hukommelse. Men hvorfor er søvn så vigtigt for vores hjerner? Hvorfor får vi søde drømme den ene dag og frygtelige mareridt den næste? Søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum dykker ned i, hvad der sker med vores hjerner, når vi sover.

Om Bloom School

Bloom School er et endagsarrangement for elever i 7.-9. klasse. Det er gratis at deltage, og kræver blot at man tilmelder sin klasse på forhånd.

Hver enkelt klasse vil blive tilbudt et skræddersyet program med talks, en naturvandring og workshops.

Der vil i Søndermarken være toiletfaciliteter og områder til at spise medbragte madpakker. Det vil ikke være muligt at købe mad på området. Størstedelen af aktiviteterne er overdækkende, men det er en god idé at klæde sig på efter vejret.

Før Bloom School tilsendes undervisningsmateriale, som tager udgangpunkt i årets tema, og kan være med til at forbedrede eleverne på det faglige indhold.

Kontakt

Har du spørgsmål eller input til Bloom School er du velkommen til at kontakte os på school@bloom.ooo.

Bloom School er udviklet med støtte fra Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet, LEO Fondet, Frederiksberg Fonden og Frederiksberg Kommune, hvilket gør det muligt at tilbyde Bloom School gratis til skoleklasser.

Øvrige partnere er: Københavns Universitet, Geopark Odsherred, ZOO, Copenhagen Contemporary, Naturvejlederne på Frederiksberg, Videnskabsklubben, Koncentrat, Frederiksberg Forsyning, Cirkus Naturligvis, Clorofille Naturforening, Brorfelde Observatorium, Science Girls Lyngby & Skovskolen.