Beneath the Skin
Monty Lyman
Du kan følge Blooms podcast på iTunes og på Spotify.
Huden er menneskets største organ, men også det mest uudforskede med allerflest ubekendte. Kryb ind under huden med læge og forfatter Monty Lyman.
Huden blev først anerkendt som et organ i det 18. århundrede, og i den prisnominerede videnskabsbog ‘The Remarkable Life of the Skin’ fører læge og forfatter Monty Lyman sine læsere med på opdagelsesrejse i historierne om vores mest undervurderede og uudforskede organ. Fra den fascinerende og komplekse verden af mikroorganismer, der beboer det, til de fysiske funktioner, som er livsnødvendige for os.
Øjnene er sjælens spejl, men huden er både hinden til verden og vinduet til vores inderste. Huden er det første til at tage imod sanseindtryk fra omgivelserne og stråler fra solen, men den afslører også vores følelser, holdninger og alder med ar og tics, rødmen, rynker og rander under øjnene. Som læge kender Lyman huden fra et medicinsk perspektiv, men i sin forskning og i sit forfatterskab sætter han også de psykologiske og sociale aspekter under lup.Selvom huden er det hus, vi bor i hele livet, rummer den nemlig stadig mange ubekendte og fortsætter med at betage videnskaben. For hvor meget ved vi egentlig om vores hud? Hvordan påvirkes den af kost og tidens gang? Hvad gør fysisk berøring for vores stressniveau? Hvordan aflæser vi hinandens ar, hudfarve og tatoveringer? Og hvorfor kan vi ikke kilde os selv?
Monty Lyman er læge, research fellow ved Oxford University Hospitality og forfatter til ‘The Remarkable Life of the Skin’ fra 2018. Bogen blev shortlistet til Royal Societys pris for årets bedste videnskabsbog. Hans nye bog, ‘The Painful Truth’ om smertevidenskabens aktuelle videnskabelige renæssance, er netop udkommet.