Beneath the Skin – Monty Lyman
Beneath the Skin – Monty Lyman
9 kg, 2 kvadratmeter og kroppens største organ. Huden er menneskets barriere mod verden og hver dag er den kontakten mellem kroppens indre og de ydre omgivelser.
Huden blev først anerkendt som et organ i det 18. århundrede, og i bogen ‘The Remarkable Life of the Skin’ fører læge og forfatter Monty Lyman sine læsere med på opdagelsesrejse i historierne om vores mest undervurderede og uudforskede organ.
Øjnene er sjælens spejl, men huden er både hinden til verden og vinduet til vores inderste. Huden er det første til at tage imod sanseindtryk fra omgivelserne og stråler fra solen, men den afslører også vores følelser, holdninger og alder med ar og tics, rødmen, rynker og rander under øjnene. Som læge kender Lyman huden fra et medicinsk perspektiv, men i sin forskning og i sit forfatterskab sætter han også de psykologiske og sociale aspekter under lup.
Selvom huden er det hus, vi bor i hele livet, rummer den nemlig stadig mange ubekendte og fortsætter med at betage videnskaben. For hvor meget ved vi egentlig om vores hud? Hvordan aflæser vi hinandens ar, hudfarve og tatoveringer? Og hvordan påvirker vores mentale helbred vores hud – og omvendt?