Bløde robotter – Studio ThinkingHand
Bløde robotter – Studio ThinkingHand
Hvad er liv? Og har vi defineret det for snævert? Kunstnerduoen Studio ThinkingHand arbejder i krydsfeltet mellem biologi, filosofi og robotteknologi, og deres kunstværker udfordrer og udforsker vores forståelse af, hvad det levende er.
Med udgangspunkt i forskningen i soft robotics fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology har Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen skabt en række bløddyrslignende robotter i syntetisk materiale. Vi mødte dem i Faxe Kalkbrud, hvor de skulle undersøge og dokumentere, hvordan robotterne interagerede med omgivelserne i det gamle kalkbrud. Først antog Studio ThinkingHand, at de havde fuld kontrol over de syntetiske væsner, der er lavet af silikone, stål, plastic og sand. Men siden har de erkendt, at robotterne har deres eget liv og løbende må omprogrammeres – som en teknologisk forlængelse af evolutionen.
Optagelserne fra Faxe Kalkbrud indgår som en del af værket ‘Intertidal Synthesis’, der kunne opleves på Munkeruphus i sommeren 2020.
Fotograf: Mathias Strømfeldt
Musik: Jeppe Lauritsen