Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

Brændenælder

af Sofie Isager Ahl

Kan vi sætte os i en brændenældes sted? Forfatter og antropolog Sofie Isager Ahl bringer os dybere ind i nældekrattet og tættere på brændenældernes stængler og rodspidser.

Det havde regnet. Alle jordens huller og hulrum var næsten fyldt af vand. Under nældekrattet havde en vårflue fundet sit. Hvis en plante vil have vand, må dens sugekraft være større end jordens. Det var som om nælderne ventede, lod jorden suge og suge. Ventede tålmodigt på at kraften skulle skifte, at det skulle blive deres tur til at drikke.

Måske de kunne mærke, hvordan jorden omkring deres rødder mistede kraft i takt med at vandet fyldte porer, render og hulrum, udvandede salte og mineraler. Et langsomt træk – som et badekar der fyldes, spændingen i overfladen der buer og øjeblikket hvor det hele pludselig rinder over.

Skiftet kom: Med ét var brændenælderne stærkere end jorden. Som en vejrtrækning, en selvfølge, sugede de med en ny kraft. Lod spalteåbninger åbnes og vævet fyldes: Bladenes vip idet de tog imod og strakte sig, stolt, mens vand sivede gennem de tynde rodhår, nær rodspidserne under jorden.

Jeg gik under regntøjet med våde blade i min kurv, brækkede topskud af, ét efter ét, samlede. Plukkede i alle retninger. I bunker af grønt til aftenen.

Jeg gik under regntøjet med våde blade i min kurv, brækkede topskud af, ét efter ét, samlede. Plukkede i alle retninger. I bunker af grønt til aftenen. Tankerne buldrede som trommer mod mit hoved. Mørket kom og gik i kroppen, svulmede op som en kvalme, blev til hovedpine, dampede af kroppen som sved. Alt det bitre der stiger op. Jeg var ikke mig selv.

Vandet bevægede sig som bølger i jorden under mig, mellem jorden og nældekrattet. Langsomt blev jorden tør under alt det grønne, fik sine kræfter tilbage, tog vandet tilbage, mens nælderne pustede ud. Solen stod bag træerne, og de strakte sig på en udånding, slyngede toppene nedefter og ud og op. Dansede til mig med brændhår og stængler strunke af vand, klare. Vibrationer i jorden forplantede sig, mens jeg gik. Og de klikkede sagte, nælderne, når cellevæggene i deres rødder knækkede, blandede sig med lydene i jorden. En underjordisk kommunikation.

Alle celler i plantens krop opfangede vibrationer. De hule vægge. En diffus lyd der bevægede sig gennem kroppen. En krop der vibrerede af lydbølger fra jordens disko. En dump rungen, et sløret halvlys. Lyd er luft i et vakuum, der rammer noget, bliver mødt. Plantekroppens ekko. Jeg hørte dem som fra et tåget rum. Som var jeg i deres sløvede sansning. En trommehinde i krattet. Prøvede at udvikle fugtsans, tyngdesans, elektromagnetisk sans.

Jeg plukkede uden at se. Indtil én af de små stave satte sig i min hud og blev flået af sin stængel. Jeg trak min arm til mig. En blanding af histamin, acetylcholin og serotonin fik min hud til at brænde, flamme op, og syre lod smerten trække ud. Jeg gned på min arm, pustede, mens den rødmede. Hvide knopper brændte mellem det røde, en strøm af gift under huden.

Det var dér i nældekrattet, at jeg hørte den første gang: Plantekroppens latter. Spottende, lykkelig. Kom tilbage.

Sofie Isager Ahl er forfatter, antropolog og oversætter. I sin forskning nærstuderer hun vinbønders og landmænds relationer til planter. Hendes debutdigtsamling ‘Naboplanter’ er udgivet på Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Se vores video om naboplanter og Sofie Isager Ahls metode her.