Habitat

De bevægede sig gennem bløddelene med deres – skulle det vise sig – dertil indrettede organer. En og anden havde nok undret sig over, hvad den krog, den luffe eller hint snoede horn skulle til for, men de nye omgivelser gav dem svaret hen ad vejen.

Det var ikke uden anstrengelser at svømme igennem vævet mod det, de håbede var mere næringsrige dele. Det virkede uoverkommeligt for mange. De havde ikke tænkt ret langt. Målet var i første omgang kun at komme under huden. Hvad der derpå skulle ske, var rent abstrakt. Efter først at have gravet hovedet ind og tabt bagkroppen tilbage i det fortidige, denne udenforkropslige fortid, var der nu kun en mur af snærende kirtelvæv og en formodning om, at de måtte fortsætte. Ingen havde fortalt dem om hverken formål eller fremgangsmåde, og da den første jubel over at være sluppet gennem huden havde lagt sig, fandt de ud af, at de havde været naive.

Målet var langt fra nået endnu, hvad det mål end var. Deres munddele, både de fremadrettede og dem langs flankerne, kunne nok kværne og gnaske i kirtelvævet, men fordøje det kunne de ikke. Det smagte heller ikke som noget, de havde forestillet sig, ikke som noget, man kunne bruge sit liv på. Det kunne ikke være for dette, de var trængt ind. Så ondskabsfuldt var Forsynet ikke, at det skulle give dem trangen til at bryde gennem hudlagene, skønt det kostede dem deres bagkroppe og forårsagede al smerten ved at tabe disse, uden også at belønne dem med noget, der forekom rimeligt, på den anden side af huden. Noget artsbehørigt.

Mange iblandt dem mistede modet kort efter penetrationen, hvor glæden ved at være trængt ind blev afløst af smerten fra det afstødte bagparti og rædslen ved alt det tætte, uafgrænsede. Flere end én forsøgte at kravle ud igen, at kravle tilbage gennem huden, men måtte sande, at selve indretningen af deres forandrede kroppe umuliggjorde dette. En krans af nyfremspirede modhager strakte sig ud til siderne, hvor den bløde bagkrop før var, og de var særdeles ømskindede og sendte lyn af smerte igennem samtlige kropsled, når man forsøgte at kravle baglæns og stødte dem mod hudens indre overflade. Det var en smerte, der befalede: Fremad.

Men hvor langt skulle de fortsætte, og hvordan? De gik ikke ligefrem logrende til værks nu. Og deres første anstrengelser mødtes også kun med flere skuffelser. Bag kirtellaget, som de med nybegynderens vanskeligheder fik klemt sig igennem, kom bjerge af muskelmasse, og de måtte udbore dem med redskaber, hvis brug de endnu kun havde overfladisk kendskab til, trods den første, besværlige succes med gennemboring af det blødere væv. Det var alvor nu, det var kødets alvor.

De tøvede og eksperimenterede med ydre organer og kropslige vedhæng, de hidtil kun havde regnet for en slags pynt. Kan den krog faktisk dreje? Kan man folde sine modhager? De var alle lige forvirrede, og det var i alles interesse at få løst opgaven sammen. At også denne rejses strabadser viste sig at være akkurat overkommelige for dem, kan kun tilskrives Forsynets majestæt.

Med hvilken fryd var det ikke, de nåede frem til de indre organer. Da de skulle til at bore sig ind i mavesækken, blomstrede to små, hidtil slatne og formålsløse, protuberanser op langs deres flanker og sprøjtede skyer af et sekret ud, der klæbede til deres kroppe og dannede en tryg hinde. Hvilken overraskelse, hvilken salighed at kunne udskille noget sådant og uden yderligere overvejelser lade sig svøbe i det slør, vel vidende at det måtte have et formål, og at dette formål ikke behøvede at bekymre dem. De forstod nu, at de var veludrustede og forsynede til rejsen, og de følte sig trygge ved, at en hvilken som helst uforudset udfordring på den videre færd også ville blive mødt med en uforudset løsning, der allerede nu lå i dvale i deres forunderlige kroppe og til rette tid ville manifestere sig som en selvfølge.

I mavesækkens dyb fornemmede de, hvor det brusede og sydede om deres respektive hinder. Brådsøer af galde slog imod dem, men kunne ikke trænge igennem de seje bobler af ondtafværgende sekret, denne uventede gave fra deres indre, udskilt i krampefryd og nu duvende omkring dem. De fornemmede, at denne syden fra galden mod sekretvæggene var fjendtlig. Men ikke desto mindre føltes det beroligende, både lyden og den sitrende fornemmelse i hinderne omkring dem. For første gang siden de brød igennem huden, kunne de hvile. De fandt ro i denne sitren. Angrebet mod dem udefra gjorde dem kun døsige og tilfredse.