Hør bølgerne, hør kornet

Jeg er skønlitterær forfatter og arbejder til daglig med sprog, nærmere bestemt et poetisk sprog, og dermed også med det, man kunne kalde den æstetiske erfaring. Poesien og skønlitteraturen repræsenterer en tænkning, der kombinerer en filosofisk, rationel tænkning med det sanselige og det sensitive, det vi fornemmer og føler. Der er frem for alt tale om en tænkning, der ikke er målrettet, men kredsende og som kombinerer det abstrakte med det konkrete. Som forfatter er jeg ikke interesseret i klare svar på klare problemer, men i at ophvirvle stof i en æstetisk form, for at vi via formen kan begribe komplekse sammenhænge. Det er en måde at erfare og tænke på, som vores kultur mere eller mindre har negligeret værdien af og dermed udgrænset til private eller religiøse rum.

I dag betragtes æstetiske erfaringer og skønhedserfaringer ofte som noget lidt verdensfjernt, noget man kan beskæftige sig med i sin fritid. Man har ikke tillid til, at kunsten kan være en kilde til sand erkendelse, og man underordner skønhedserfaringen andre erkendelsesformer. Men det er ikke noget nyt, for sådan var det også, da filosoffen Alexander Baumgarten i midten af 1700-tallet introducerede sit begreb om sensitiv erkendelse og gjorde æstetik til et afgørende filosofisk spørgsmål.

Ligesom de samtidige rationalister opererede han med, at menneskets erfaringsevne består af en øvre og en nedre del, en højere rationel erkendeevne og så den sensitive erkendeevne, men han brød med idéen om, at bevidsthedens ”nedre” del kun havde til opgave at fodre den ”øvre” del med materiale. Og han insisterede på, at den sensitive erkendelse kunne tilvejebringe sand erkendelse gennem skabelsen af det, han kaldte forvirrede klare idéer. Det er de idéer, vi som læsere af skønlitteratur får adgang til. Den erkendelse, litteraturen tilvejebringer, er altså ikke dunkel, den er klar. Forvirringen ligger i det, at den ikke er formålsrettet og logisk, men netop kredsende – og måske også i, at de idéer, litteraturen giver form og gør tilgængelige for os, er komplekse og internt forbundne.

Men Baumgartens banebrydende tænkning ser man ikke mange spor efter i dag. I hvert fald vurderes eksempelvis bøger tit ud fra, hvorvidt de behandler et relevant emne eller er aktuel, og både forfattere og presse jager personlige historier og politiske agendaer og virker ofte ikke interesserede i selve det poetiske i litteraturen.

Det bliver selvforstærkende – kunsten forsvinder, selv ud af kunsten. Den erfaring, der ligger i al skønhedserfaring, nemlig, at noget har værdi i sig selv, fortrænges, individuelt og kollektivt.

Men der er selvfølgelig andre eksempler på tænkere, der har abonneret på idéen om, at kunsten og videnskaben hver især kunne repræsentere væsentlige erfaringsformer – og nogle har da også insisteret på, at de to kunne spille sammen, og at vi på den måde kunne opnå en erkendelse, der var rigere og mere kompleks. Et godt eksempel er Alexander von Humboldt, den tyske videnskabsmand, født i 1769. Han var venner med Goethe og skrev og arbejdede på måder, som jeg genkender som grundlæggende poetiske. Han var med til at lægge grunden for vores nutidige forståelse af naturen – som et stort sammenhængende netværk af liv – som han skrev: ”I denne store kæde af årsag og virkning kan intet enkeltstående faktum betragtes isoleret.”

I dag, hvor vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise, er det ikke mindre interessant at se på skønlitteraturens plads i såvel vores individuelle og kollektive liv.

Krisen er så gennemgribende, behovet for grundlæggende forandringer af vores samfund, økonomi og natursyn så presserende, at der er fare for, at litteraturen bliver politiseret. At den så at sige bliver mindre æstetisk og mere rationelt styret, mere pæn og kontrolleret og etisk på en måde, så vi reelt står tilbage med en instrumentaliseret litteratur. En litteratur, der så at sige mimer det instrumentelle verdensforhold, som man kan argumentere for er en væsentlig del af grunden til, at det er gået så galt.

Vi har brug for en levende litteratur. En litteratur, der først og fremmest er skabt med æstetiske frem for moralske kriterier for øje.


Idéhistoriker Dorthe Jørgensen har skrevet, at der i al skønhedserfaring findes den grunderfaring, at noget kan have værdi i sig selv. På den måde kan man sige, at erfaringen af skønhed kan udgøre et korrektiv til den instrumentalisering af naturen, vi ser overalt, selv i argumenterne for eksempelvis naturbeskyttelse: at vi skal passe på den for selv at overleve. Som biologen Rasmus Ejrnæs skriver i bogen ’Natur’, så er det bedste argument for naturbeskyttelse faktisk ikke, at den er nødvendig for vores overlevelse – for så er der mange arter, vi kunne undvære – men at naturen og dens arter har værdi i sig selv, at livet i dets mangfoldighed af former har ret til at eksistere på linje med os.

Vi har skabt et økonomisk system, der bygger på vækst og dermed på et evigt stigende ressourceforbrug. Det er et system, der instrumentaliserer alt for selv at vokse. Økonomien er definerende for vores måde at leve på, og samtidig er den i en eller anden grad uigennemskuelig og abstrakt for os. Vi kan ikke se konsekvenserne af vores groteske forbrug – de største og værste konsekvenser er flyttet til andre områder af verden eller flyttet frem i tiden. Vi kan heller ikke se biodiversitetskrisen, ikke tydeligt i hvert fald, når vi ser ud over det danske landskab er det stadig duvende og grønt mange steder. Døden er skjult og abstrakt. Og sådan kan vi heller ikke se den direkte sammenhæng mellem det øgede ressourceforbrug, som væksten dikterer, og udryddelsen af arter, klimaforandringer og udbytning af tredjeverdenslande. Strukturerne er magtfulde og virksomme, men ikke åbenlyse.

Denne afkobling er grundlaget for, at vi i dag lever i en politisk virkelighed, hvor politikere slipper af sted med at operere med en nærmest religiøs tro på fremtidige opfindelser, der skal hjælpe os ud af krisen. Det er grundlaget for, at vores demokratier i fremtiden vil destabiliseres.

Parallelt med at væsentlige sammenhænge i vores verden er usynlige eller abstrakte, så sker der op igennem et menneskes liv en forarmelse af vores evne til at erfare den konkrete verden. Forarmelsen hænger for mig at se sammen med privilegeringen af den abstrakte tænkning, intellektet over kroppen, det sanselige og det sensitive. Det diskursive over det vi, ikke lige sådan har sprog for, men må søge i det æstetiske eller åndelige.

I min roman ’Alt dette kunne du få’ kredser jeg om den grundtanke, at vores viden om verden ikke bliver større, end den er i barndommen. I barndommen hvor den konkrete erfaring af verden stadig er stærk og usvækket af intellektet og fortolkningsiveren, som har det med at ville annektere andre domæner af sindet:

Med ’Alt dette kunne du få’ har jeg forsøgt at skrive en roman, der er organisk i sin form og så levende som muligt. Den klassiske plotstruktur er udskiftet med en mere organisk form, hvor teksten så at sige væves frem, og dens idéer fremstilles klarere og klarere. Forskellige spor flettes sammen i denne roman, der både er en generationsfortælling om Barbara og hendes familie i Østjylland, en exofiktion om forfatteren til bestsellerromanen ’Barbara’ fra 1939, Jørgen-Frantz Jacobsen, og endelig en roman om bjergbestigning. Romanens tre spor bindes sammen på mange måder, men de gennemgående temaer er døden, faldet og menneskets forhold til naturen.

Det er tydeligt for enhver, at vi lever i en dødsforskrækket kultur, og det er svært ikke at se en sammenhæng mellem vores fortrængning af døden og vores fortrængning af menneskets intime forbundethed med naturen. Litteraturen er på én og samme gang en demonstration af, at mennesket kan virke som natur og skabe noget i forlængelse af naturens principper – og samtidig rum for refleksion, for det sprog og den bevidsthed, der er menneskets særkende, og som gør os til den del af naturen, der med Inger Christensens ord, kan betragte naturen og os selv.

Det er min klare overbevisning, at kunsten og litteraturen har en plads ved siden af de teoretisk-videnskabelige erkendelsesformer, hvis vi fortsat vil huske altings forbundethed og skabe konkrete erfaringer af det essentielle: at noget kan have værdi i sig selv. Vi har brug for, parallelt med en rationel videnskabelig forståelse af den konkrete verden, også at udvikle erkendelsesformer, der skaber en meningsfuld og sensitiv forståelse af verden. Forhåbentlig kan vi på den måde endelig lære at værdsætte de former for liv, der ikke er specifikt menneskelige.