“Giv mig et halvt tankskip fuld af jern. Så skal jeg give jer en ny istid.” Sådan sagde den amerikanske oceanograf John Martin i 1988. Man var dengang blevet opmærksom på en interessant forbindelse mellem jern og biologisk produktivitet. Hvis planktonorganismerne i havet havde adgang til mere jern, ville de kunne optage mere kulstof fra atmosfæren, og når de dør ville denne CO2 ende på bunden af havet. Som at plante træer — bare mere effektivt.

Geologen Minik Rosing er en af de forskere, der arbejder videre med tanken om, at et indgreb i verdenshavene kan løse verdens klimaudfordringer. Og løsningen har han måske fundet i Grønlands geologi. Her knuser gletsjere hvert år det underliggende klippelag til såkaldt gletsjermel — et fint pulver, som bliver vasket ud i floder og havet ud for Grønlands kyst. Det mineralholdige pulver kan muligvis være løsningen på havenes mangel på mineralsk stof, hvis vi kan flytte det til andre dele af verden.

Denne meget ambitiøse ingeniørkunst kaldes geoengineering. Her er hele Jorden det system, man forsøger at forme. Så er spørgsmålet: Skal vi gribe ind i Jordens systemer og gøre os til herrer over dens processer? Eller er det noget, vi allerede gør?