”Et jordskælv består af rystelser, og nogle af de rystelser er rent faktisk lyd – men i et frekvensområde, vi ikke kan høre, fordi det er meget dybe toner.”

Kan jordskælv oversættes til musik? Og hvordan lyder det? Som ren ødelæggelse? Eller som et musikalsk forsøg på en forsoning med naturen og dens kræfter?

Det Kongelige Teaters Kim Helweg har i dialog med geofysiker og seismolog Trine Dahl-Jensen komponeret et musikstykke, der fortolker og formidler jordskælv. For ligesom lyd består jordskælv af bølger, og derfor er det muligt at oversætte jordskælvsbølger til et hørbart toneområde og lave musik af tonerækker, der findes i naturen.

Når et jordskælv opstår, er det som at slå på en klokke: Jorden begynder at ringe. Skælvene sætter svingninger i gang – Jordens såkaldte egensvingninger – og særligt den tone, der bliver ved at ringe længst efter jordskælv, har vist sig at være interessant for samarbejdet på tværs af seismologi og kompositionsarbejde.

For hvis man speeder den 19 gange op, kommer den langstrakte tone op i det hørbare leje – til en tonefrekvens på 426 Hz. Kun 14 Hz fra den kammertone på 440 Hz, som musikere helt kunstigt er blevet enige om som grundfrekvens. Derfor kalder Trine Dahl-Jensen frekvensen for ”Jordens kammertone.”

Resultatet af samarbejdet er 'Furue' – et percussion- og operaværk komponeret på baggrund af data fra japanske jordskælv og navngivet efter det japanske ord for 'skælven'.

Furue er skrevet af komponist ved Det Kongelige Teater Kim Helweg i dialog med geofysiker og seismolog Trine Dahl-Jensen. Værket blev opført i Den Kongelige Opera den 1. oktober 2020 af perkussionist Mathias Friis-Hansen fra Det Kongelige Kapel og operasangerinde Signe Asmussen.

Fotograf: Mathias Strømfeldt
Underlægningsmusik: Jeppe Lauritsen