Korallernes verden
Maja Friis & Nils Bubandt
Verdens koralrev er blevet et af de mest gængse symboler på, at biodiversiteten er i krise.
De store, undersøiske samfund er et af de eksotiske økosystemer, vi kender som hotspots for et væld af forskellige livsformer. Men menneskeskabte klimaforandringer og stigende havtemperaturer er i færd med at omforme koralrevene som habitat i såkaldte ’bleaching events’ – eller på dansk koralblegning, hvor revene dør og mister deres farver.
I centrum for det hele står en symbiotisk relation. For koraller er en slags polypdyr, der lever af, at alger i deres hud laver fotosyntese, men symbiosen mellem koraller og alger ser ikke ud til at kunne klare verdenshavenes stigende temperaturer.
Det har videokunstneren Maja Friis sammen med koralforskere fra Københavns Universitet filmet helt tæt på i et varmeeksperiment under arbejdet med videoinstallationen ’Breathing Coral’.
Lyt med i denne samtale, hvor Friis går i dialog om korallernes verden med antropologen Nils Bubandt, der forsker i det sociale liv omkring indonesiske koralrev.
Spørgsmålet er: Hvordan kan kunsten bringe os – og forskningen – tættere på en forståelse af, hvad der foregår, når arter uddør?
Nils Bubandt er antropolog, professor på Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter i det antropocæne. Han har igennem flere årtier lavet feltstudier i Indonesien og arbejder på den baggrund med det, han kalder en ’koralteori’ om det sociale liv, mennesker og andre arter har til fælles.
Moderator er idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.
Samtalen blev optaget den 21. september 2022 til arrangementet ’Symbiosens tidsalder’ i samarbejde med ingeniørforeningen IDA.