Når klimaet bliver varmere, tør permafrosten i de arktiske egne. De mikroorganismer, der har været lagt på is i de frosne jordlag, kan igen blive aktive og begynde at omdanne ophobet kulstof til CO2 og metan.

De to velkendte drivhusgasser er dog begge lugtfrie. Derfor undrede det Riikka Rinnan, der er biolog og professor i terrestriel økologi, at nogle permafrostprøver, som tøede op, havde en særlig lugt. Det kunne tyde på, der var andre gasser gemt i den frosne jord.

Efter mange års forskning og feltarbejde i det barske klima nord for polarcirklen lykkedes det Rinnan og hendes kolleger at bekræfte deres hypotese. Det viste sig, at permafrosten gemmer på et væld af flygtige organiske forbindelser – eller VOC’er, som man på engelsk forkorter ‘Volatile Organic Compounds’ – en gruppe med titusindvis af organiske gasser, der reagerer hurtigt i mødet med atmosfæren.

Opdagelsen af de flygtige organiske forbindelser i permafrosten er vigtig at integrere i klimamodellerne for at forstå verdens kulstofcyklus. Men Rinnans forskning i flygtige organiske forbindelser giver os også vigtig viden om, hvilken vigtig rolle VOC’er spiller i Jordens økosystemer.

VOC’er frigives i naturen især af planter, som bruger de ofte lugtende gasser til at kommunikere. En blomst kan bruge gasserne til at tiltrække bier, og et træ, der bliver angrebet af insekter, kan signalere til større insekter, at de skal komme og spise de mindre, bladædende insekter. Blomsterdufte er ikke uden økologisk funktion.

Riikka Rinnans forskning viser, at også i permafrosten bliver kommunikationen mellem jordlagenes mange bakterier ophobet i form af flygtige gasser. Det nytter ikke bare at tænke på permafrosten som ét stort, giftigt kulstofdepot – vi skal have en bedre forståelse af, at jordlagene er levende og fulde af biologisk liv.

Der skal altså biologi til for at finde ud af, hvad der sker, når de flygtige gasser bliver frigivet i atmosfæren. For gasserne kan reagere på forskellige måder, der både kan bremse og accelerere klimaforandringerne.