I et blomsterflor – Poppykalas
I et blomsterflor – Poppykalas
“Jeg er meget optaget af at arbejde sanseligt med blomster, og hvordan man kan få folk til at føle noget. Så jeg fortæller historier med blomster.”
Valmuer der vajer i vinden som dansende balkjoler. Dette billede er inspirationskilden til blomsterdesignstudiet Poppykalas, hvor blomster bliver til ekstravagante buketter, og naturen inviterer til fest.
Floristen bag Poppykalas, Thilde Maria Haukohl Kristensen, arbejder sanseligt, skulpturelt og scenografisk med blomster, når hun komponerer sine forgængelige pastelinstallationer. Buketterne er skabt ud fra den japanske tradition ikebana, hvor man arrangerer blomster i fredfyldte landskaber med jord, menneske og himmel.
Hvert blomstrende mikrokosmos er et arbejde med at mime naturen og samtidig manipulere den: Blomsterkroner foldes ud, og pyntegrønt skæres fra for at fremhæve farver og dufte. Ved at arbejde i grænselandet mellem det naturlige og det unaturlige skaber Poppykalas maksimalistiske og hypersanselige blomsterarrangementer, der fortæller en ny historie om, hvad natur kan være.
Fotograf: Mathias Strømfeldt
Musik: Jeppe Lauritsen