Spyfluens lyd – Jacob Kirkegaard
Spyfluens lyd – Jacob Kirkegaard
For lydkunstner Jacob Kirkegaard er lyd en måde at forstå verden på – og til at komme tæt på processer, vi ellers ikke er opmærksomme på. Lige nu arbejder han på værket ‘Necronomicon’, som handler om spyfluer.
Spyfluen er et væsen, vi normalt forbinder med forrådnelse og død, og som vi forsøger at holde ude af vores af hjem med fluesmækkere og klisterfælder. Men fluen spiller en vigtig rolle i økosystemet og tager sig af de processer, vi ikke vil have noget med at gøre.
Tag med på besøg i Jacob Kirkegaards arbejdsværelse, hvor han indfanger spyfluens lyd, lytter til fluernes forskellige toner og omdanner dem til et summende lydværk.
I 2019 kunne publikum til Bloom opleve Jacob Kirkegaards værk ‘Opus Mors’. Værket indfanger lyden af døden gennem optagelser fra et lighus, en obduktion, en kremering og lig i forrådnelse. ‘Necronomicon’ er en forlængelse af ‘Opus Mors’, som blandt andet er inspireret af mødet mellem Jacob Kirkegaard og flueforsker Thomas Pape på Bloom.
Jacob Kirkegaard er en pioner inden for nyere dansk lydkunst. Han har tidligere udstillet på MoMa, Louisiana og Sydney-Biennalen.
Fotograf: Mathias Strømfeldt
Musik: Jeppe Lauritsen