The Gendered Brain – Gina Rippon
The Gendered Brain – Gina Rippon
Har mænd virkelig et anlæg for at kunne lide farven blå? Og er kvinder generelt mere tilbøjelige til at lege med dukker?
Vores kultur er fuld af stereotypiske forestillinger om, hvad det vil sige at være mand og kvinde – forestillinger, der former alt fra vores uddannelsespolitik til sociale hierarkier, nære relationer, identitet og mentale helbred.
Ideen om, at kvinder og mænd skulle opføre sig forskelligt, fordi de har forskellige hjerner, stammer helt tilbage fra 1800-tallet, før man kunne lave neurologiske undersøgelser, der påviste egentlige forskelle.
Da den britiske professor i neurovidenskab Gina Rippon begyndte at undersøge hjernen, var hun også selv på udkig efter forskelle. Det var nemlig sådan, hun havde lært at tænke. Men da hun ikke kunne finde nogen nævneværdige forskelle på den mandlige og den kvindelige hjerne, slog det hende efterhånden, at vores hjerner slet ikke er formet af vores biologiske køn.
I dag er Rippon overbevist om, at forestillingerne om grundlæggende forskel på “mandehjernen” og “kvindehjernen” er helt fejlagtige – og at opfattelsen sørgeligt nok har været med til at skabe ulige forudsætninger for, at mænd og kvinder gennem tiden har haft ulige forudsætninger i livet.
Snarere end at være biologisk funderet er kønsulighed betinget af sociale processer, der livet igennem former vores foranderlige hjerner.
I sin forskning og i sin populære bog ‘The Gendered Brain’ gør Gina Rippon op med stereotyperne og vores tilbøjelighed til at søge efter forskelle frem for ligheder i den menneskelige hjerne – ifølge hende er det nemlig en tendens, der begrænser og skader os.
Oplev en forsker af højeste internationale kaliber, der med udgangspunkt i den nyeste neurovidenskabelige forskning går i rette med forestillingen om den kønnede hjerne.
Gina Rippon er professor i neurovidenskab ved Aston University og ekspert i neuroimaging. Som feminist arbejder hun desuden for at fremme repræsentationen af kvinder i videnskab – blandt andet som del af EU’s Gender Equality-netværk.