Bliv frivillig på Bloom 2022
Kunne du tænke dig at give vores festivalgæster og oplægsholdere en enestående oplevelse, når Bloom for første gang i tre år vender tilbage i fuld skala?
Som frivillig på Bloom bliver du en del af et engageret fællesskab der hylder natur, kultur og videnskab.
Festivalen lægger arm med livets største spørgsmål og høster viden fra nogle af de skarpeste forskere og tænkere i Danmark og i udlandet, når knap 100 talere besøger Bloom i 2022. Under de grønne trækroner hylder vi dem, der gør sig umage, og vi krydrer de videnskabelige talks, walks og debatter med koncerter, mad, tænkepauser, kunst og kreative åndehuller.
Praktisk
Bloom ligger i weekenden 27.-29. Maj.
Hver frivillig vagt vil være på 6 timer og forløber enten fra formiddag til eftermiddag eller fra eftermiddag til aften. Som frivillig vil du få tildelt to vagter hen over weekenden – som du kan tage alt efter, hvilke dage der passer dig.Til gengæld byder vi på mad og drikke under vagten, gratis kaffe i backstage og en billet til dette års Summer Bloom d. 14. juli i Odsherred. Uanset om det er at hjælpe til i vores Bloom-shop, assistere produktionsholdet som runner, eller tage del af årets kunstprogram som kunstvært, så har vores frivillige en vigtig rolle at spille under Bloom!Nedenunder kan du læse mere om de forskellige frivilligroller og hvordan du melder dig til.
Frivilligroller
Runner
Er du nysgerrig på produktionen af festivaler og koncerter, og vil du gerne have et kig ind bag kulisserne på en festival, så er Blooms runner-team lige noget for dig! Som runner på Bloom skal du være klar på en frivilligrolle fuld af udfordringer og uforudsete opgaver.
Du bliver del af vores produktionsfællesskab, hvor opgaverne består i at hjælpe med at servicere festivalens seks scener, rydde op både foran og bagved scenerne, bistå teknikerne fra Roskilde Festival samt andre produktionslignende opgaver. Det er en fordel, hvis du har tidligere erfaring med afvikling.
Vær opmærksom på, at frivilligrollen som runner kan være fysisk krævende.
Kunstvært
Har du kunstfaglig viden og elsker at videreformidle den, så er du oplagt som en af Blooms kunstværter.
Bloom inviterer hvert år festivalgæsterne ind i grænselandet mellem kunst og videnskab, når udvalgte kunstnere udstiller deres værker på festivalpladsen i Søndermarken. I år kan man blandt andet opleve værker af billed- og lydkunstner Christian Skjødt Hasselstrøm, performance- og billedkunstner Nana Francisca Schottländer og kunstnerkollektivet Plastique Fantastique.
Som kunstvært er din primære opgave at stå ved indgangen til de udstillede værker og sørge for, at festivalens gæster behandler værkerne respektfuldt, samt også at fortælle de besøgende om værket og kunstneren bag. Som kunstvært er I sammen to og to, og det er derfor en god frivilligrolle, hvis du gerne vil være på vagt med en ven.
Butik
Som en del af fællesskabet i vores Bloombutik kommer du til at arbejde tæt sammen med to af vores medarbejdere. Opgaverne i butikken består primært i at sælge merchandise, svare på spørgsmål fra vores gæster og hjælpe dem til at få en god oplevelse.
Du er Blooms ansigt ud ad til, og det er derfor vigtigt, at du er professionel og entusiastisk i din tilgang til arbejdet. Tidligere erfaring i servicebranchen er et krav.
Det er ikke en fysisk krævende frivilligopgave, og du har mulighed for at komme på vagt med en ven.
Publikumsevaluering
Kan du lide at tale med mennesker, og vil du hjælpe os med at gøre Bloom endnu bedre, så bliv en af del Blooms evalueringsteam!
Hvert år spørger vi vores gæster, hvad vi gjorde godt - og hvad vi kan gøre endnu bedre. Det er uundværlig viden for os! Som en del af evalueringsteamet består din opgave i at uddele spørgeskemaer inden programpunktets start og indsamle dem igen efter slut. Det er ikke en fysisk krævende opgave, men den kræver, at I arbejder systematisk og selvstændigt.
Er du frivillig sammen med en ven eller veninde, og vil I gerne på den samme vagt, er det oplagt at være en del af evalueringsholdet.
Programevaluering
Er du nysgerrig på festivalens programpunkter, og elsker du at gå på opdagelse og opleve nye formater og talere, så skal du være en del af vores programevalueringsteam.
Som en del af vores programevaluering er du programlæggerens ekstra øjne og øre – din opgave er at opleve udvalgte programpunkter og være med til at evaluere årets festivalprogram. Det er derfor vigtigt, at du har sans for konstruktiv kritik og har stor interesse for natur-, videnskabs- og kulturformidling. Du er på egen hånd i løbet af din frivilligvagt, men med mulighed for at opleve programpunkter med dine venner/familie.
For at blive en del det kvalitative evalueringstema, så vedhæft en kort motiveret ansøgning (max. 1/4 A4) med en præcision af din baggrund og interesse i natur-, videnskabs- og kulturformidling. Du kan ansøge uanset hvilken faglig og erfaringsmæssig baggrund, du har.
Opsætning & nedtagning
I dagene op til Bloom begynder vi opbygningen af festivalens fortryllende scenografi, der udvikles som led i og ramme om årets kunstprogram, og i den forbindelse har vi brug for ekstra hænder til både opsætning og nedtagning af festivalpladsen. Opsætning vil finde sted d. 25., 26. og 27. maj og nedtagning igen d. 29. maj.
For at være en del af Bloom-opbygningen er det vigtigt, at du kan lide hands-on-arbejde med et æstetisk sigte. Det bliver sjovt, men hårdt arbejde.
Vi har flere gange vundet priser for festivalens scenografi – og du kan få mulighed for at være med i fællesskabet, der skaber rammerne for Københavns smukkeste festival i Søndermarken på Frederiksberg. En del af opsætningen vil foregå i samarbejde med dettes års kunstnere, heriblandt kunstnerkollektivet Plastique Fantastique.
Kontakt
Hvis frivillig på Bloom 2022 lyder som noget for dig, så skriv til vores frivilligkoordinator Sabine på sabine@bloom.ooo for mere information eller spørgsmål.
Vi glæder vi til at møde og arbejde sammen med dig!