I december udkom en forskningsartikel med en ildevarslende titel: ’The End of Botany’.

Botanikken er i krise, for evnerne til at genkende selv almindelige plantearter er i tilbagegang, lyder tesen. Ikke bare hos os almindelige dødelige, men også blandt biologer.

Botanik har ellers været en fast del af den vestlige verdens vokabular, siden Homer brugte ordet i ’Iliaden’, og en hjørnesten i den moderne videnskabs grundlæggelse hos Carl von Linné og Charles Darwin. Men de naturhistoriske plantesamlinger er truet af manglende finansiering, og molekylærbiologiens succes de seneste årtier har gjort forskere dygtigere til at skelne molekyler end plantearter i felten. Og så er plantebiologer i nogle tilfælde selv holdt op med at bruge ordet ’botanik’ om deres videnskabelige studier af planter.

Vi vil gerne hylde botanikken og slå et slag for plantelæren i alle dens afskygninger. For der findes råd mod planteblindheden.

Først og fremmest fra videnskabeligt hold. Som når plantefysiolog Michael Broberg Palmgren stiller spørgsmålet om, hvordan det er at være en plante – og demonstrerer, at et indblik i planters molekylære opbygning i høj grad er med til at gøre botanikken tidssvarende.

Men i høj grad også fra det store engagement i planternes verden, som kunstnere, designere, forfattere og urtesamlere mønstrer i forlængelse af den videnskabelige planteinteresse.

Plantekundskaberne er derude. Nu hvor foråret er over os, er det bare at komme ud og være med til at botanisere.

Foto: Cristofer Jeschke

VIDEO
Flora digitalica
– med forfatter og billedkunstner Amalie Smith

I computerens digitale rum vokser der vilde planter, som ikke eksisterer ude i naturen. De er drømt frem af en kunstig intelligens, som selv lader planternes blade og blomster folde sig ud på skærmen.

Forfatter og billedkunstner Amalie Smith samarbejder i sin kunstneriske praksis med neurale netværk, når hun fodrer en algoritme med billeder af rødlistede plantearter fra Amager Fælled for at skabe de tre vægtæpper ’Machine Learning’.

Algoritmen får i Smiths nye bog ’Thread Ripper’ navnet Planteæderen. Den er selvlærende og genererer nye billeder af de plantebilleder, den ”æder”. Ud fra billedinputet drømmer den vildtvoksende plantestrukturer frem på skærmen, som bagefter bliver til opskriften på vægtæpperne.

Ved Amalie Smiths mellemkomst skaber den kunstige intelligens en digital flora, der som en anden natur kan vokse vildt og uregerligt blandt pixels og computerkoder.

Se vores video med Amalie Smith her.

VIDEO
I et blomsterflor
– med Poppykalas

Floristen bag blomsterdesignstudiet Poppykalas, Thilde Maria Haukohl Kristensen, arbejder sanseligt, skulpturelt og scenografisk med blomster.

Når hun komponerer sine buketter og forgængelige pastelinstallationer er det med inspiration fra den japanske tradition ikebana, hvor man arrangerer blomster i fredfyldte landskaber med jord, menneske og himmel.

Hvert blomstrende mikrokosmos er et arbejde med at mime naturen og samtidig manipulere den: Blomsterkroner foldes ud, og pyntegrønt skæres fra for at fremhæve farver og dufte.

Ved at arbejde i grænselandet mellem det naturlige og det unaturlige skaber Poppykalas maksimalistiske og hypersanselige blomsterarrangementer, der fortæller en ny historie om, hvad natur kan være.

Se videoen med Poppykalas her.

Q&A
Biolog Jens-Christian Svenning om sin yndlingsplante, taks - Europas redwood

Vi stødte på ’The End of Botany’, da professor i biologi Jens-Christian Svenning delte artiklen og pegede på behovet for at blive ved med at uddanne biologer til at kunne genkende plantearter. Derfor har vi spurgt ham, om han vil pege på sin yndlingsplante.

Hvad er din yndlingsplante og hvorfor?

Det første, der falder mig ind, er taks – en meget smuk og lidt underlig plante i dansk natur, selvom den er hjemmehørende. Det er et nåletræ, der har bæragtige frugter – ikke kogler. Vi har kun én overlevende naturlig og oprindelig bestand i Danmark – ude ved Munkebjerg i Vejle.

Taks kan blive enormt gammel. Man ved faktisk ikke hvor gammel, for de bliver hule med alderen. I England kan man se takstræer med en stammediameter på op til fire meter, hvor man regner med, at de er flere tusind år gamle. De kan ikke blive voldsomt høje – op til 20 meter – men enormt brede og får en helt puklet stamme, som ser ret fantastisk ud. Det er Europas redwood.

Hvordan ville vores natur se ud, hvis vi plantede mere taks?

Taksen tilføjer noget unikt, for den vokser som en stedsegrøn underskov. Den vokser også på forskellige slags jorder, fra fugtigt til tørt, så den er meget bredspektret. Det er ikke, fordi dyrelivet ikke kan klare sig uden taksen, men den bidrager til at lave variation, og ligesom andre bærbuske er den en føderessource om efteråret.

Taksen er et eksempel på noget af den biodiversitet, som i stor grad er gået tabt ude i vores natur. Den ikke er ved at uddø, for den bliver brugt rigtig meget i haver, men den er næsten uddød i vores natur. Hvis der ikke var nogen, der havde blandet sig, ville vi formodentlig have haft fantastisk store, gamle takstræer rundtomkring i vores natur. Det er noget, vi har mistet, men vi kan få det igen. Det er nogle fantastiske træer, hvis de får lov at blive gamle. Man vil ikke fortryde at tage hen og se et gammelt takstræ.

Foto: Jens Christian-Svenning

BOGANBEFALING
The Incredible Journey of Plants - Stefano Mancuso

Verdens måske førende ekspert i planteintelligens er også en vidunderlig historiefortæller.

Italienske Stefano Mancuso er botaniker og professor i planteneurobiologi og går i rette med vores fejlagtige antagelse om, at planter ikke bevæger sig.

For planter bevæger sig! Ikke fra, hvor den individuelle plante har slået rødder. Men som alle nettets time-lapse-videoer bærer vidne om, er de bevægelige. Og fra generation til generation kan de sprede sig og erobre land.

Det er netop historierne om planternes usandsynlige måder at sprede sig, Mancuso fortæller: fra Darwins eksperimenter med at efterprøve, om planter kan sprede deres frø via saltvand og dermed sprede sig mellem kontinenter.

Over historien om vulkanøen, der dukkede op i havet nær Island i 1963 og som et naturligt laboratorium gjorde det muligt at observere, hvordan den første planteart kom til efter to år og hele 69 arter i 2008 havde forvildet sig til den øde ø.

Til historien om det ældste frø, man endnu har fået til at spire – et 39.000 år gammelt plantefrø fundet i den sibiriske permafrost.

BOGANBEFALING
Den lille vilde – Thomas Laursen

Marts måned er over os. Med spirende, grønne skud på jordbunden gør det tidlige forår sit indtog ude i naturen, og allerede nu kan man begynde at plukke ramsløg, skovmærke og spansk kørvel.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du genkender de spiselige planter i den danske natur, er der råd at finde i ’Den lille vilde’.

Urtesamleren Thomas Laursen er gået sammen med fotografen Jannick Børlum har netop udgivet fire små guidebøger i én, lige til at tage med i lommen ud på sanketur.

Bøgerne er inddelt efter fire sankesæsoner og efter sted, så det er let for både nybegyndere og garvede sankere at finde planter i skov, åbent land, på stranden eller nær ferskvand.

’Den lille vilde’ er en æstetisk fornøjelse, der deler ud af begejstringen for at sanke og bringe vild natur ind i køkkenet. Bogens stemningsfulde fotografier gør det let at genkende planterne i ”det vilde spiselige Narnia”, som Laursen og Børlum kalder den danske natur.

Du kan også høre Thomas Laursen i samtale med Jens-Christian Svenning i vores podcast Kødæderne mod planteæderne fra Bloom 2019.