Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

Cisternerne

Psychosphere

Tag med på en underjordisk rejse tilbage til livets opståen i kunstner Jakob Kudsk Steensens udstilling ‘Psychosphere’ i Cisternerne.

Omvisning

Wanderlust

Lørdag 24.05, 11.00-12.00

En portal til havets bund har åbnet sig i Cisternerne under Søndermarkens jordlag.

Med udstillingen ‘Psychosphere’ har kunstner Jakob Kudsk Steensen skabt en sanselig totalinstallation, hvor undersøiske vulkanlandskaber og forhistoriske dybhavsvæsner vækkes til live i en virtuel fortolkning af livets oprindelse.

Fossiler af for længst uddøde søliljer og ammonitter optræder side om side med nulevende fiskearter og ukendte livsformer – som æstetiske indgange til andre væsners sanseverdener.

Udstillingen tager udgangspunkt i Kudsk Steensens eget feltarbejde på havets bund i havet omkring Azorerne, ud for den italienske ø Stromboli og i Barentshavet nord for Finland, hvor forskningsfartøjet REV Ocean/REV Aurora har opdaget en ny arktisk dybhavsvulkan.

Med hjælp fra avanceret robotteknologi har han filmet og dokumenteret undervandsvulkaner og omdannet dem til fascinerende 3D-verdener, som åbner for nye perspektiver på vores forbindelse med den dybe geologiske fortid.

I et samspil mellem videoprojektioner, lyd, lys og skulpturer danner installationen en ny psykosfære – en omsluttende og sanselig fortælling om de dybe forbindelser, som alle levende væsner på Jorden deler.

Jakob Kudsk Steensen er en dansk kunstner, der arbejder med miljøfortælling gennem videospil, Virtual Reality og lydinstallationer. I samarbejde med biologer, komponister og forfattere skaber han poetiske fortolkninger af oversete naturfænomener. Hans projekter bygger på omfattende feltarbejde i sjældne eller foranderlige økosystemer, hvor han omsætter liv og landskaber til lyd og 3D-miljøer.

Kudsk Steensens udstilling ’Psychosphere’ kan opleves i Cisternerne indtil 30. november 2025. Der er gratis adgang i Cisternerne under Bloom med et Friends of Bloom-armbånd. Lørdag den 24. maj holder udstillingen ekstraordinært åbent indtil klokken 21.15, hvor talken går i gang.

Som del af Blooms Wanderlust-program er der omvisninger i udstillingen fredag klokken 17, lørdag klokken 11 og søndag klokken 11.

Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Du kan sikre dig en gratisbillet ved Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.

Foto: Psychosphere (2025), Jakob Kudsk Steensen