Dråbens lyd

I 1895 udgav den engelske fysiker Arthur Worthington afhandlingen ‘The Splash of a Drop’, hvor han udforsker vanddråbers plask. Gennem en række dengang højteknologiske billeder dokumenterede han den komplekse fysiske proces og lagde navn til den vandsøjle, der dannes midt i et plask: Worthington-jets.

Worthington skrev, at nogen måske ville mene, han havde mistet enhver proportionssans ved at bruge timevis på at studere dråbeplask. Men faktisk viser denne viden sig at være ganske nyttig.

På havet er det nemlig en udfordring at måle nedbørsmængder, der ellers er afgørende for præcise klimamodeller. Her bruger man ofte undervandsmikrofoner, der kan opfange de plask, dråberne laver. Men et plask siger ikke bare én, men to lyde. Ét, når dråben først rammer overfladen, og ét, når vandsøjlen – den såkaldte Worthington-jet – rammer overfladen. Og det gør det hele kompliceret.

Sidste års vinder af Blooms forsknings- og formidlingspris, Theodor Sivager, har kastet sig over plaskets fysik for at undersøge, hvordan fysikkens enkle teorier spiller en afgørende rolle i komplekse klimamodeller.