
BLOOM 2025
Havets hedebølger
Mark Payne
Verdenshavene er varmere end nogensinde, og det varme vand har konsekvenser for meget andet end badevandet. Klimaforsker Mark Payne står i første linje for at forstå et af det globale vejrsystems nye brændpunkter: hedebølger i havet.
Ude midt i Stillehavet fandt forskere i 2013 ‘The Blob’ – en gigantisk masse af varmt vand, som forårsagede alt fra søløve-hungersnød til koraldød fra Hawaii til Californien.
The Blob er blot en af mange eksempler på de såkaldte marine hedebølger, som betegner længere perioder med usædvanligt høje havtemperaturer – perioder, som i takt med den stigende globale opvarmning er blevet hyppigere og mere intense. Oceanernes højere temperaturer påvirker alt fra havstrømme og havniveauer til marine økosystemer og afsmeltning af indlandsis – og bidrager til, at vejrfænomener som storme og nedbør bliver mere ekstreme.
Klimaforskere gør en stor indsats for at overvåge de skiftende havtemperaturer, og Mark Payne er en af dem. Tag med ham på vandring og bliv klogere på, hvordan klimaforskningen hjælper os med at forstå og forhindre konsekvenserne ved havets hedebølger.
Mark Payne er klimaforsker ved DMI. Han har bidraget til IPCC-rapporter om klimaets påvirkninger på havene og er i øjeblikket videnskabelig leder af det danske nationale Klimaatlas.
Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om fjeldskred og fimbulvintre eller tegne naturen. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Du kan sikre dig en billet ved Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.