How to Be Animal

Vi mennesker har glemt, at vi er dyr.

“Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det.”

Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden.

Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen.

Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående.

I sin bog ‘How To Be Animal’ forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med.

I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr.

Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår.

Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse?

Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr.

“Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske.”

Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.