Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

Hudens venner og fjender

Iben Marie Miller

Vores hud er ikke kun vores egen. Men hvor mange venner og fjender deler vi den med? Tag med hudlæge Iben Marie Miller på vandring gennem hudens økosystem, hvor skadevoldende parasitter kan blive til fredelige samboer.

Walk

Wanderlust

Fredag 23.05, 17.30-18.30

Menneskets hårsækmide, ‘Demodex folliculorum’, som kun kan leve på vores hud, blev indtil for ganske nyligt set som en problematisk parasit. Men i 2022 blev det erklæret i tidsskriftet ‘Molecular Biology and Evolution’, at Demodex oftest er en fredelig sambo, og i nogle tilfælde endda en symbiotisk medhjælper.

Historien om hårsækmiden er et eksempel på det skift i synet på hudens medbeboere, som de seneste år har optaget hudforskningen.

For vores hud er ikke kun vores egen. Den er et økosystem, en arena og et hjem for et væld af gode organismer, som hjælper os med at reparere huden og holde den i balance.

Og hudens venner er afgørende i kampen mod hudens fjender – de sygdomsfremkaldende bakterier, parasitter og svampe, som kan skade vores hud og gøre den mindre modstandsdygtig.

Tag med hudlæge Iben Marie Miller på et nysgerrigt vandreforedrag om hudens venner og fjender.

Iben Marie Miller er speciallæge i hud- og kønssygdomme og har en ph.d. i inflammatoriske hudsygdomme.

Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om fjeldskred og fimbulvintre eller tegne naturen. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Du kan sikre dig en gratis billet ved Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.

Foto: Olga Thelarvert