BLOOM 2025
Høresansen
Jakob Christensen-Dalsgaard, Marie Gorm Aabo & Anette Vandsø
Hører du det samme som en frø? Lyder al tinnitus ens? Og hvad sker der, når vi lytter til universets musik? En lydforsker, en zoofysiolog og en etnograf kaster lys over sanserne.
Den er tændt døgnet rundt, selv når vi sover, og er den af sanserne, der er allerhurtigst på aftrækkeren.
Høresansen er et komplekst samarbejde mellem hjerne og øre, som hver for sig ikke ville give meget mening til omverdenens støj. Hørelsen rækker hen, hvor de andre sanser ikke kan nå og danner et rumligt lydbillede af vores omgivelser, som hjælper os med at opfatte verden i et 360-graders perspektiv.
Men hvordan adskiller vores hørelse sig fra paddernes og påfuglenes? Er tinnitus ikke kun noget, vi hører i øret, men også føler i resten af kroppen? Hvordan kan mødet mellem vores hjerner og simple luftsvingninger skabe dybe følelser og vække glemte minder? Og hvad sker der, når vi lægger øre til naturens lyde?
Spids ører, når vi inviterer zoofysiolog Jakob Christensen-Dalsgaard, etnograf Marie Gorm Aabo og lydforsker Anette Vandsø til at udfolde hørelsens natur.
Marie Gorm Aabo er ph.d.-studerende ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning, hvor hun forsker i tinnitus, lydmiljø og sanselige metoder.
Jakob Christensen-Dalsgaard er zoofysiolog og lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet. Han forsker blandt andet i dyrs hørelse og neurofysiologi, biorobotik og krybdyr og padders adfærd.
Anette Vandsø er lektor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet og forsker i krydsfeltet mellem miljøhumaniora, lydkunst og økokunst. Hun er forfatter til Tænkepauser-bogen ‘Lyd’ og har tidligere kurateret udstillingen ‘The Garden’ på ARos. Aktuelt leder hun forskningsprojektet ‘Skjulte plantehistorier’, der bliver til udstillingen ‘Plantefeber – Verden i vindueskarmen’ på Ordrupgaard og Faaborg Museum.