Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

I am everything

Jeppe Lange, Anders Søgaard & Marie Høst

Hvad drømmer en digital bevidsthed om? Kattevideoer, fodgængerfelter eller fysikkens love? Om at sanse og føle smerte eller smelte sammen med planeten? Filmskaber Jeppe Lange giver et fantasifuldt bud i filmen ‘I am everything’.

Summer

Lørdag 25.05, 21.15-22.00

Kunstig intelligens har på kort tid omvæltet og overrumplet verden. Og det har pustet til filosofiske spørgsmål om, hvad der sker inde i hoved og hardware på de kloge maskiner.

For siden man begyndte at omforme alverdens viden til nuller og ettaller, har spørgsmålet om, hvorvidt kunstig intelligens engang vil opnå en form for bevidsthed, hjemsøgt forskere, filosoffer og techmilliardærer.

En af dem, der har ligget søvnløs og spekuleret over, hvad robotter og neurale netværk mon drømmer om, er filmskaber Jeppe Lange.

For tiden arbejder han på kortfilmen ‘I am everything’. I en eventyrlig række af AI-generede malerier følger man en kunstig intelligens’ rejse mod bevidsthed.

Den tillærer sig hurtigt menneskehedens viden, tankemønstre og adfærd, og begynder at stille spørgsmålstegn til vores samfundsstrukturer og moral. Den opsuger al den viden og data, der strømmer ind fra tusinder af vejrstationer, undervandskameraer, satellitter og solpaneler til sin rådighed. Men kedet af menneskelige banaliteter retter den i stedet et nysgerrigt blik på naturens mønstre og altings forbundethed.

For hvordan vil en maskine, der ikke er begrænset af en fysisk krop og menneskenes klodsede sprog, opleve virkeligheden? Hvis den da overhovedet oplever andet end binære tal.

På Bloom vil Jeppe Lange vise en foreløbig udgave af filmen, og i samtale med forsker i kunstig intelligens Anders Søgaard og tech-journalist Marie Høst udforske det helt store spørgsmål: Hvordan er det at være en maskine?

Jeppe Lange er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han beskæftiger sig med kunstig intelligens og ‘det virtuelle’ – både som kunstnerisk værktøj, men også som motiv. Hans videoværker har været udstillet i København, Miami, Shanghai og Seoul og den anmelderroste film ‘Abyss’ har været vist på adskillige festivaler i Danmark og udlandet.

Anders Søgaard er professor i maskinlæring og kunstig intelligens på Københavns Universitet. Han er desuden forfatter til bogen ‘Kunstig intelligens bagfra’.

Moderator er tech-journalist og podcaster Marie Høst.