
BLOOM 2025
Last Survivors
Stine Deja
Kunstneren Stine Deja har skabt tre gigantiske krydsninger af mennesker og en af verdens mest hårdføre organismer: de mikroskopiske bjørnedyr. Værket ’Last Survivors’ indtager Bloom 2025 med en spektakulær fremtidsvision om overlevelse i en ekstrem verden.
Tre gigantiske bjørnedyr krydset med menneskeligt DNA skyder op i Søndermarkens landskab i fire meters højde. Er de det eneste spor af mennesker i en fjern fremtid?
Kunstner Stine Deja har skabt værket ‘Last Survivors’, som undersøger menneskets skæbne i en verden præget af ekstreme naturtilstande og hyperteknologiske gennembrud.
Bjørnedyr er mikroskopiske væsener, som fra naturens hånd er i stand til at modstå selv de mest ekstreme former for stress – lige fra radioaktiv stråling til en tur i rummet. De små dyr lever i massevis i vores haver, skovbunde og tagrender, og så har de en helt særlig evne til at lukke ned for deres vitale systemer, hvis de bliver udsat for stress udefra.
Men hvad ville der ske, hvis man krydsede mennesket og bjørnedyret?
Forskere fra Akademiet for Militærvidenskab i Beijing har spekuleret i, om indsættelse af gener fra bjørnedyr i en menneskelig stamcelle kunne hjælpe med at øge cellernes evne til at modstå stråling. Og måske kunne en sådan laboratoriekrydsning på sigt mutere og blive til en helt ny livsform.
Det er denne spekulative evolutionshistorie, Stine Deja har gjort til virkelighed. I et legende og humoristisk formsprog blander Deja bjørnedyr og menneske til tre mærkværdige blandingsvæsener i kæmpeskala – som et bud på en livsform, der kan overleve selv i de mest ekstreme miljøer.
‘Last Survivors’ skriver sig ind i Dejas voksende portefølje af værker, der udforsker den menneskelige biologi, vores besættelse af ungdommelighed og jagten på det evige liv.
Stine Deja er billedkunstner med base i København. Dejas arbejde dykker ned i det indviklede samspil mellem teknologiske fremskridt og deres indvirkning på vores psyke, levemåder og adfærd. Ved at forene grundig research med en underfundig sans for humor præsenterer hendes værker et besynderligt og tankevækkende syn på, hvad fremtiden kan byde på for det menneskelige samfund.
’Last Survivors’ er skabt til Bloom 2025 og støttet af Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.