Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

Living Robots

Philip Ball, Agnete Kirkeby, Johanna Seibt & Peter Stanners

I 2020 skabte forskere levende robotter af celler fra den afrikanske sporefrø. Men er videnskaben klar til, at dr. Frankensteins drøm om kunstigt liv bliver til virkelighed?

Symposium

Spring

De klumper sig sammen i små sværme af celler. De svømmer rundt i vilde spiral-bevægelser. De kan hele sig selv, sanse deres omgivelser og skifte farve, når man lyser på dem.

De levende robotter er her.

Når de sender calcium-ioner rundt i petriskålen, er det en form for kommunikation så primitiv, at vi ikke aner, hvad den betyder eller gør. Og når de skubber nyt organisk materiale magen til det, de selv er skabt af, samler de det til nye celleklumper – som en helt ny, aseksuel måde at reproducere sig på.

I 2020 skrev et amerikansk forskerhold historie, da de skabte de første ”xenobots” af væv fra den afrikanske sporefrø Xenopus laevis. De små C-formede, Pacman-lignende organismer er en slags pseudo-organismer, der udfordrer vores antagelser om, at det er generne, der alene afgør, hvordan en krop bliver bygget op.

For hvorfor samler sporefrø-cellerne sig ikke til haletudser og siden til frøer? Findes der ligefrem alternative byggeplaner til nye organismer gemt i vores væv? Og hvad sker der, hvis vi laver ”anthrobots” af menneskevæv?

De levende robotter føjer et nyt kapitel til fortællingen om kunstigt liv, som peger i nye og måske mindre negative retninger end de sædvanlige skrækeksempler om frankensteinske monstre.

Videnskabsjournalist Philip Ball, stamcelleforsker Agnete Kirkeby og robotfilosof Johanna Seibt diskuterer, hvad det betyder, at mennesket er begyndt at skabe kunstige livsformer i petriskåle og laboratorier.

For er xenobots bare det første, vilde skridt i en rivende udvikling? Hvornår kommer vi til at se levende robotter i stor skala? Hvor vildt kan det blive?

Philip Ball er britisk videnskabsjournalist, forfatter og ph.d. i fysik. Han har skrevet originale og dybdegående bøger om en lang række videnskabelige emner, blandt andet ‘How to Grow a Human’ om den nyeste stamcelleforskning, og både i Aeon Magazine og i sin nyeste bog ’How Life Works’ har han skrevet om udviklingen af xenobots.

Agnete Kirkeby er stamcelleforsker og neurobiolog med fokus på udvikling af hjerneorganoider – de såkaldte minihjerner. Hun er lektor og gruppeleder ved Københavns Universitet og Lunds Universitet.

Johanna Seibt er filosof og førende forsker inden for inden for sociale robotter. Hun er professor ved Aarhus Universitet og forskningsleder på en række tværfaglige robotforskningsprojekter.

Moderator er Peter Stanners, som er journalist og strategisk kommunikationsleder ved Novo Nordisk Fondens Center for Basic Metabolic Research.

Talken foregår på engelsk.

Foto: Douglas Blackiston