Pangaea Ultima – The Next Supercontinent
Jan Zalasiewicz, Katie Paterson, Rob Dunn & Peter Stanners
Hvor er mennesket, når kontinenterne igen støder sammen? Tag med tre af årets hovedtalere på en rejse ud i Jordens fjerne fremtid til superkontinentet Pangæa Ultima.
Engang var alle jordklodens kontinenter samlet i ét stort superkontinent kaldet Pangæa.
I dag er det svært at forestille sig planeten uden Afrika, Asien eller Australien. Men Jordens særlige pladetektonik gør, at alle kontinenterne er i konstant bevægelse. Og de er langsomt på vej mod et nyt superkontinent.
Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter.
Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen.
Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld.
Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen ’Dune’? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid?
Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid.
Jan Zalasiewicz er geolog, palæontolog og Antropocæn-forsker og var fra 2009 til 2020 leder af den officielle Anthropocene Working Group. Han er blandt andet forfatter til ‘The Earth After Us’, ‘The Planet in a Pebble’ og senest ‘The Cosmic Oasis’.
Rob Dunn er amerikansk biolog og professor på afdelingen for anvendt økologi ved North Carolina State University. Han er forfatter til en lang række bøger, blandt andet ‘Never Home Alone’ og ‘A Natural History of the Future’ om, hvordan biologiens naturlove og teorier kan hjælpe os med at adressere biodiversitetskrisen og krisen i vores fremtidsforestillinger.
Katie Paterson er en prisvindende skotsk kunstner. Hendes kunstværker kredser især om emner som dyb tid og er blevet udstillet på nogle af de største museer og gallerier over hele verden fra New York til Seoul. Hun arbejder i sin kunst med at sanseliggøre de intime forbindelser, der findes mellem livet på Jorden og de fjerneste afkroge af tiden, naturen og universet.
Moderator er Peter Stanners, som er journalist og strategisk kommunikationsleder ved Novo Nordisk Fondens Center for Basic Metabolic Research.