BLOOM 2024
Teens historie
Sabitha Söderholm & Albert Scherfig
Den europæiske kolonihistorie kan duftes i en kop te. De to forfattere Sabitha Söderholm og Albert Scherfig har skrevet en poetisk fortælling om teens undertrykkende og frigørende kraft.
I dag tænker de færreste på kvindekamp, kolonialisme og kardemomme, når de hælder kogende vand over et brev med Earl Grey.
Det britiske imperium indførte i starten af 1900-tallet obligatoriske tepauser foran kulminer, fabrikker og bomuldsmøller i det koloniserede Indien – men teen var sort og smagte bittert.
Som modsvar valgte de indiske tesælgere at koge teen op med mælk og blande den med traditionelle krydderier som kardemomme, ingefær og peber. Og sådan blev chai født.
Forfatterne Sabitha Söderholm og Albert Scherfig har genbesøgt teens bitre historie og skrevet en ny fortælling. En historie, som på den ene side viser, hvordan teen i Europa blev et middel til at frisætte kvinder, som i de (mande)frie tesaloner trænede kampsport og planlagde bombeattentater i baglokalerne.
På den anden side er det en fortælling om Indiens teplantager og undertrykkelsen af de kvinder, der arbejdede i dem.
Teduften breder sig under Sprouts teltdug, når Sabitha Söderholm og Albert Sherfig inviterer til ceremoniel te-performance og oplæsning.
Sabitha Söderholm er en dansk-indisk forfatter og digter. Hun debuterede i 2022 med ‘Chellam’ – en samling af kritiske, lyriske og sanseligt mættede erindringsdigte. Krydderierne, planterne og blomsterne står forrest i Söderholms litteratur, som undersøger forholdene mellem sorg og heling, klima og kolonialisme, fortid og fremtid. Hun vandt i 2023 Blixenprisen i kategorien Årets Talent.
Albert Scherfig er forfatter og historiker. Han skriver blandt andet om dansk kolonihistorie, oprør, underklassens helte og nedbrydelse af nationalstatens myter.