Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

The Earth After Us

Jan Zalasiewicz

Hvilke fossiler efterlader mennesket til fremtidens arkæologer og geologer? Med fødderne plantet i Jordens dybe fortid og blikket rettet mod en lige så fjern fremtid giver geolog Jan Zalasiewicz et spekulativt bud på menneskehedens aftryk på planeten.

Summer

Søndag 26.05, 15.30-16.15

En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten.

I sin bog ‘The Earth After Us’ spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer.

Mennesket har de seneste 200 år påvirket klodens geo- og biosfære mere end nogen anden organisme, der nogensinde har eksisteret. Vi lever nu i Antropocæn – den geologiske epoke, der markerer mennesket som en geologisk kraft på linje med skiftende pladetektonik og vulkanisk aktivitet. Et begreb, som Zalasiewicz i 2008 var med til første gang at foreslå som det officielle geologiske navn for vores tid.

Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe?

Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted?

Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.

Jan Zalasiewicz er geolog, palæontolog og Antropocæn-forsker. Han er professor emeritus i palæobiologi ved University of Leicester og var fra 2009 til 2020 leder af den officielle Anthropocene Working Group. Han er forfatter til en lang række bøger – blandt andet ‘The Earth After Us’, ‘The Planet in a Pebble’ og senest ‘The Cosmic Oasis’.

I september 2023 vandt han den satiriske IG Nobelpris, der hædrer forskning med en særlig humoristisk kvalitet, for sit essay ’Eating Fossils’ om geologers vane med at slikke på – og i nogle tilfælde tilberede og spise – de sten, de undersøger.

Talken foregår på engelsk.

Foto: Sebastian Bolesch