Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

The Nutmeg’s Curse

Amitav Ghosh

Kimen til vore dages udbytning af Jordens naturressourcer skal ifølge den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh findes i den historiske kolonialisme.

Mastermind

Summer

I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen.

Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog ‘The Nutmeg’s Curse’ trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise.

Te, sukkerrør, opium og fossile brændsler er alle naturlige materialer, der ligesom muskatnød og andre krydderier er blevet til globale handelsvarer på bekostning af både menneskeliv og naturlige miljøer.

Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en “noot”, som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes.

Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger.

’The Nutmeg’s Curse’ lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay ’The Great Derangement’ fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre.

Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

Oplev en af vor tids store forfattere, når Amitav Ghosh fører os ud af det vadested i vores fantasi, hvor klimakrisen stadig kun er en baggrundskulisse.

Amitav Ghosh er en indisk forfatter og essayist, der har skrevet prisvindende bøger som ’The Shadow Lines’ og ’The Glass Palace’. Han har givet videnskab, natur og klima en plads i forgrunden i bøger som den spekulative videnskabsroman ‘The Calcutta Chromosome’ om en malariaparasit, der er genvejen til evigt liv, og klimaromanen ‘The Hungry Tide’ om Irrawaddy-delfinerne i Sundarban-mangroveskovene i Indien og Bangladesh.

Siden udgivelsen af ‘The Great Derangement’ i 2016 ('Den store vildfarelse' er aktuel på dansk på A Mock Book) har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og sat dagsordnen for samtalen om litteratur og klima. ‘The Nutmeg’s Curse’ blev udgivet i 2021, og siden er ‘Smoke and Ashes’ (2023) om opiumhandlens historie og essaysamlingen ‘Wild Fictions’ (2025) udkommet. Af både litterater og bookmakere tippes Ghosh som et varmt bud til at vinde Nobelprisen i litteratur.