Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

Tipping Points

Peter Ditlevsen, Susanne Ditlevsen & Frederik Appel Olsen

Klimaet kan tippe. Men hvor tæt er vi på de tipping points, der kan få naturens systemer til at bryde sammen? De to forskersøskende Peter og Susanne Ditlevsen giver deres bud på, hvornår de atlantiske havstrømme kollapser.

Spring

Søndag 26.05, 14.15-15.00

Menneskeheden har siden den industrielle revolution opført sig lidt som et barn, der vipper på en stol.

I stedet for balancen på en stol er det dog klodens planetære grænser, vi har udfordret.

Indtil videre er vi ikke væltet bagover – men hvis vi fortsætter med at presse Jordens natursystemer, kan vi nå til et punkt, hvor balancen forsvinder, og systemet tipper: et tipping point.

Fysikeren Peter Ditlevsen forsker i tipping points og har sammen med sin søster, statistikeren Susanne Ditlevsen, forudset, hvornår et af Jordens vigtigste natursystemer kollapser: havstrømmene i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (‘The Atlantic meridional overturning circulation’).

AMOC-kredsløbet sikrer opvarmning af landmasserne her i Nordeuropa og nedkøling i området omkring Ækvator og har afgørende betydning for opretholdelsen af vejrforhold og vandstande verden over.

Systemet af havstrømme kommer ifølge de to forskeres beregninger til at nå sit tipping point omkring år 2057 – et faretruende kollaps, der kan sammenlignes med, hvis Amazonas blev til en ørken, eller hvis indlandsisen smeltede fra den ene dag til den anden.

Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder drastisk inden for de næste 5-10 år, vil AMOC-kredsløbets kollaps ifølge de to Ditlevsen-søskende sandsynligvis være uundgåeligt.

Hvad er konsekvenserne af sådan et kollaps? Og hvor mange andre tipping points skal vi samtidig være opmærksomme på?

Få greb om videnskaben bag forudsigelsen af tipping points, når de to Ditlevsen-søskende i selskab med videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen dykker ned i klimamodellerne.

Peter Ditlevsen er professor i fysik ved Niels Bohr Institutet og leder af forskningscenteret TiPES – Tipping Points in the Earth System.

Susanne Ditlevsen er matematiker og statistiker. Hun er professor ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet, hvor hun leder sektionen for statistik og sandsynlighedsteori.

Moderator er Frederik Appel Olsen, der er ph.d. i retorik og ekspert i videnskabsretorik med særligt fokus på klimavidenskab og forskeraktivisme.