Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

Ulvemælk

Charlotte Weitze, Mikkel Holger Strander Sinding & Lea Fløe

Skal vi have justeret vores ulvesyn? Forfatter Charlotte Weitzes nye roman ’Ulvemælk’ er fyldt med folkeminder og fremtidshistorier om ulve. Til Bloom går hun i dialog om bogen og sin research med forsker i ulve-DNA, Mikkel Holger Strander Sinding, om naturens og ulvenes fremtid.

Live litterær research

Under the Oak

Lørdag 24.05, 17.15-18.00

Året er 2040, og Jylland er dækket af tæt skov. Ulvebestanden er stor. På håndleddet bærer menneskene det AI-baserede styresystem ‘OS’, der kan hjælpe dem med alt mellem himmel og jord.

Samtidig, i 1872, vandrer den arkivsyge folkemindesamler Evald Tang Kristensen rundt i Jylland og lytter til lokale myter, sagn og eventyr – heriblandt en ulvehistorie, han aldrig når at høre enden på.

De to tider findes side om side i forfatter Charlotte Weitzes nye roman ’Ulvemælk’, der undersøger, hvordan naturen, ulveforskningen og fortællekunsten har det i en nær fremtid.

For hvordan står det til med at overvåge ulveflokkene i de jyske skove? Og skal vi tro på alt, hvad vi hører om ulvenes egenskaber?

Weitze skriver spekulativ fiktion, der får fortid og fremtid, menneske og natur, eventyr og videnskab til mødes og filtre sig sammen på nye, urovækkende måder.

Til denne udgave af Live litterær research går Weitze i dialog om bogen og sin research med forsker i ulve-DNA, Mikkel Holger Strander Sinding.

Sammen går de i dybden med bogens natursyn og ulvetematik – og giver et bud på, hvad vi kan lære om os selv gennem ulvens blik.

Charlotte Weitze er forfatter og aktuel med romanen ’Ulvemælk’. Hun er uddannet i folkloristik og blander ofte folkesagnenes eventyrlige verdener med videnskabelige idéer i sine poetiske og spændingsdrevne romaner.

Mikkel Holger Strander Sinding er biolog og DNA-forsker med speciale i forhistorisk DNA. Hans ph.d.-afhandling ’Never Cry Wolf’ handlede om ulvens domesticering og genetiske forvandling til hund.

Moderator er litteraturformidler Lea Fløe Christensen.