Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

What is Love?

Lisa Feldman Barrett, Cat Bohannon & Felix Thorsen Katzenelson

Hvad sker der i vores hjerner, når vi er forelskede? Og findes der en evolutionær grund til, at kærlighed gør blind? To af årets hovedtalere prøver at finde hoved og hale i kærlighedens væsen.

Summer

Lørdag 25.05, 13.30-14.15

I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen.

Men kærligheden tager mange former.

Der er den første omsorg fra vores forældre. Der er de blussende forelskelser og romantiske parforhold, og der er de kærlige følelser, vi kan have til venner og dyr. Vi kan elske personer, som er døde for længst, eller som vi ikke engang kender. Vi kan endda hævde at elske pizza, fodbold og vinterbadning.

Så hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund?

Det sætter vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på.

Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur.

Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed.

Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med Felix Thorsen Katzenelson vil forsøge at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?

Lisa Feldman Barrett er verdenskendt hjerneforsker og psykolog og en af verdens top 1 % mest citerede forskere inden for neurovidenskab og psykologi. Hun er professor ved Northeastern University og leder af The Interdisciplinary Affective Science Laboratory. Hendes bøger ‘Seven and a Half Lessons About the Brain’ og ‘How Emotions Are Made’ trækker på mere end 25 års hjerneforskning og et utal af videnskabelige artikler.

Cat Bohannon er en amerikansk videnskabsforfatter, der er aktuel med bogen ‘Eve: How the Female Body Drove 200 Million Years of Human Evolution’. Hun er ph.d. i narrativ evolution og kognition fra Columbia University og arbejder i feltet mellem forskning og litteratur. Hun har skrevet for toneangivende nyheds- og videnskabsmedier som The Atlantic, Scientific American, Science og mange flere.

This talk is in English.

Moderator er Felix Thorsen Katzenelson, som er journalist på Politiken.

Talken præsenteres i samarbejde med Politiken.